Tilmelding

Til den 2-årige HF foregår al tilmelding via Optagelse.dk. Går du i 9. eller 10. klasse, er ansøgningsfristen den 1. marts. Ellers er ansøgningsfristen senest den 31. august.

 

Tilmelding til HF enkeltfag, HF pakker, AVU, FVU og ordblindeundervisning sker ved en personlig samtale med en studievejleder.

 

Ved uddannelsesstart i august vil der være indskrivning i vejledningen i maj, juni og august. Ved uddannelsesstart i januar er der indskrivning i december og januar.

 

På enkelte uddannelser er der løbende optag. Henvend dig hos vores studievejleder for nærmere information.

 

Book en tid til vejledning     Optagelse.dk

Kvinde foran atlas

Ferie og undervisningsplan

Se her hvornår der er undervisning, eksamen og ferie.

Info om eksamen

Hvordan foregår det? Hvor skal du møde? Hvor skal du være? Hvad må du have med? Læs alt om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med eksamen på HF & VUC her.

Værd at vide
Er du selvstuderende?

Som selvstuderende bliver du tilmeldt eksamen i ét eller flere fag på HF, AVU eller FVU uden at du følger undervisningen.

 

Tilmeldingen skal ske via studievejledningen. 

 

Frister for HF og AVU:

Fristen for tilmelding til vintereksamen i december/januar er senest 1. oktober.
Fristen for tilmelding til sommereksamen i maj/juni er senest 1. marts.

Frister for FVU:

På FVU afholdes der løbende prøver. Du kan kontakte Studievejledningen for information om næste prøve samt tilmelding.

Økonomi:

På HF og AVU er prisen for selvstuderende de gældende priser for det enkelte fag. Se gældende priser her.


FVU er gratis.

Snarest efter tilmelding og betaling vil man som selvstuderende få tilsendt et brev i e-Boks med diverse oplysninger samt hvordan den faglige vejleder kan kontaktes.

 

Faglig vejledning:

Som selvstuderende har man ret til en times vejledning hos den lærer, der bliver faglig vejleder.

Vejledningen kan omfatte eksaminationsgrundlag, faglige problemstillinger og orientering om den mundtlige prøve. Det er en god idé, at være godt forberedt på eventuelle spørgsmål inden vejledningen.

 

Eksamen:

Du skal altid huske at have billed-id med til eksamenerne. Du skal orientere dig på skolens interne net (LUDUS) vedr. lokale og tidspunkt for eksamen. Du finder vejledning og login i velkomstbrevet.

Husk at komme i god tid.
 

Eksaminationsgrundlag for HF:

Holdets pensum:

Normalt går den selvstuderende til prøve i holdets pensum.

Holdets pensum findes på vores hjemmeside i undervisningsbeskrivelser.

 

Selvstændigt pensum:
I særlige tilfælde kan der indgås andre aftaler om pensum med faglige vejleder i faget. Er eksaminationsgrundlaget et selvstændigt pensum, afleveres dette på kontoret med den selvstuderendes underskrift samt den faglige vejleders godkendelse senest 1. marts til sommereksamen eller 1. oktober til vintereksamen.

Laboratoriekursus:

Selvstuderende i fag med laboratorieøvelser (biologi, fysik, kemi, geografi) skal deltage i et laboratoriekursus. Såfremt du er tilmeldt faget ved starten af semesteret, vil du få mulighed for at deltag i laboratoriekursus sammen med kursister fra Nordvestsjællands HF og VUC. Ved senere tilmelding kan det være nødvendigt for dig, at deltage i laboratoriekursus på en anden institution.

 

Deltagelse i laboratoriekursus på Nordvestsjællands HF og VUC er inkluderet i deltagerbetalingen. Såfremt du deltager i et laboratoriekursus på en anden institution, kan der forekomme yderligere betaling.

 

En selvstuderende kan fritages for laboratoriekurser, hvis samtlige godkendte rapporter fra tidligere gennemførelse af de krævede praktiske øvelser kan fremlægges. Den faglige vejleder kan hjælpe med at afklare evt. tvivlsspørgsmål herom.

 

Eksaminationsgrundlag for AVU:

De afsluttende eksaminer på AVU indeholder et fast pensum til selvstuderende. I nogle fag skal du, i god tid før eksamen, aflevere et eksaminationsgrundlag, f.eks. en synopsis til lærer og censor. Læs mere om kravene til de enkelte fag her.

 

Eksaminationsgrundlag for FVU:

I FVU-loven og -bekendtgørelsen finder du rammer og regler for forberedende voksenuddannelse, herunder også læreplaner for det enkelte fag, hvor fagets prøveform er beskrevet. 

Læs mere om fag og prøver her.

Studiekort

Når du er kursist på HF & VUC har du mulighed for få et studiekort, så du kan få adgang til rabat udvalgte steder. 

 

Studiekortet er digitalt og downloades til din smartphone, så vil du altid have dit studiekort og alle dine studierabatter med dig!

 

Hvordan gør du? 

Hent Studiz app'en i AppStore eller på GooglePlay. 

 

Læs her, hvordan du gør.

Studie - og ordensvejledning

Studie- og ordensreglerne på HF & VUC skal medvirke til at opfylde uddannelsens formål og bidrage til et godt undervisningsmiljø for alle kursister.

 

Om samvær

For at kunne opfylde målene i bekendtgørelserne for Nordvestsjællands HF & VUCs undervisningsområde forudsætter vi, at faglighed, kompetenceudvikling og samarbejde indgår som bærende element i undervisningen. Derfor forudsætter vi, at du som kursist:

  • respekterer Nordvestsjællands HF & VUCs fælles værdigrundlag og målsætning
  • bidrager til et godt psykisk og socialt voksenmiljø
  • udviser ansvarlighed over for sine omgivelser
  • respekterer andres synspunkter og holdninger

Man finde vores 'Strategi mod mobning og anden krænkelse' her

 

Om undervisning

Som kursist på HF & VUC har man pligt til aktiv deltagelse i undervisningen ved:

  • at deltage i planlagt undervisning
  • at møde forberedt til undervisningen
  • rettidigt at aflevere skriftlige opgave, der i kvalitet og kvantitet følger de krav, der er fastsat
  • at deltage i forlagt undervisning, herunder selvstændigt arbejde og virtuel undervisning

Ovennævnte studieaktivitet registreres løbende.

 

Som kursist kan man blive orienteret om sin egen registrering/studieaktivitet i Ludus Web. Registreringen gælder for et undervisningsforløb ad gangen – dog maksimalt 1 år.

 

Som kursist har man pligt til at give besked om årsagen til fravær i Ludus Web. Alle former for fravær medregnes som fravær.

 

Om studieaktivitetsprocedure

Hvis man når op på 10% fravær i et fag, vil man blive indkaldt til en samtale i vejledningen. Her kan man få en skriftlig advarsel.

 

Hvis man når op på 20% fravær, vil man blive indkaldt til samtale i vejledningen, og vejledningen vil vurdere, om det igangværende forløb kan fortsætte. På AVU, FVU og HF enkeltfag vurderes dette blandt andet ud fra undervisernes faglige evalueringer af kursisternes niveau. Dette fremgår af vores studieadministrative system, LudusWeb og angives bl.a. med ”smileys”.

 

På den 2-årige HF vil man sædvanligvis ikke kunne fortsætte på forløbet, hvis man har mere end 20% fravær i et af sine fag.

Ved særlige faglige vanskeligheder eller længerevarende sygdom er der mulighed for at få ekstra undervisning.

 

For kursister, der deltager i enkeltfagsundervisning, kan der være afvigelser fra ovenstående tilstedeværelseskrav, begrundet i enkeltfagskursisters særlige forhold. Fravigelser kan kun ske efter forudgående aftale med uddannelseschef/uddannelsesleder.

 

Om sanktioner

HF & VUC kan ikke acceptere tilsidesættelse af regler for samvær. Sker dette alligevel, vil tilsidesættelsen blive fulgt op af en mundtlig og evt. en skriftlig advarsel. I yderste konsekvens kan der blive tale om udelukkelse/bortvisning fra undervisningen.

 

Tilsidesættelse af pligten til at deltage aktivt i undervisningen vil medføre en skriftlig advarsel til kursisten. Såfremt en kursist er studieinaktiv, foretages indberetning til SU-styrelsen, AF eller hjemkommunen.

 

Ved manglende studieaktivitet kan kursisten miste retten til at deltage i undervisningen samt retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag.

 

Særligt i forhold til skriftlige afleveringer

Ved mundtlige prøver, hvor rapporter, journaler, evalueringsopgaver, projekter mv. indgår som en del af prøvegrundlaget, skal alle skriftlige afleveringer afleveres for at man kan blive indstillet til prøven. Dette gælder fx naturfag, biologi, kemi, fysik, religion B, samfundsfag B, psykologi B.

 

I fag med skriftlige prøver må man højst mangle ca. 30% af de skriftlige afleveringer opgjort i kursisttid (såvel skemalagt kursisttid som øvrig kursisttid). Mangler man mere end 30% af de skriftlige afleveringer, vil man ca. 3 uger inden den skriftlige prøve blive frameldt prøven uden yderligere varsel. Man frameldes ikke den mundtlige prøve i faget.

 

Ved 2-årig HF

Oprykning til 2. år er betinget af kursistens tilstrækkelige udbytte af undervisningen. Såfremt kursisten, efter afslutning af 1. HF efter endt sommereksamen, har under 2 i gennemsnit, tager HF & VUC's leder en vurdering af kursistens muligheder for oprykning til 2. HF. Beslutningen meddeles kursisten skriftligt.

 

Om klage

Det er HF & VUC's rektor, der træffer afgørelse om sanktioner over for kursister, der ikke overholder studie- og ordensreglerne.

 

Kursisten har mulighed for at klage over en given sanktion inden for 2 uger efter sanktionen er meddelt kursisten.

Læs Studie- og ordensregler ved HF & VUC med klagevejledning.

 

 

Om lægeerklæring

Kursisten kan afkræves en lægeerklæring i følgende tilfælde:

  • længerevarende sygdom
  • i forbindelse med større skriftlig opgave skrivning
  • i forbindelse med eksamen

I alle tilfælde afholdes udgiften til lægeerklæringen af kursisten.

 

Rygning, alkohol og narkotika. 

På HF & VUC er rygning ikke tilladt i skoletiden.

 

Der må ikke nydes alkohol på skolens område, med mindre der ved særlige lejligheder er givet tilladelse fra rektor.

 

Det er ikke tilladt at være påvirket af eller have indtaget euforiserende stoffer på HF & VUC. Overtrædelse medfører øjeblikkelig bortvisning.

 

 

Brug for IT-hjælp
Vi er klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til IT. Ring på skolens hovednummer 59 48 03 48, og spørg efter IT. Hvis du har problemer med at logge på Ludus eller Canvas, kan du prøve at skifte dit password. Hvis du er ny kursist, så kan du få information om, hvordan du får adgang nedenfor.